Gå gennem bjerget

Sorgen er en ydmyg engel,
depressionen en grådig dæmon.

Så har jeg været til teaterforestilling om depression. Forestillingen “Gå gennem bjerget” opført af Mei Oulund og Henrik Ipsen (Odsherred Teater). Stykket er baseret på interviews med depressionsramte og pårørende, og det var faktisk ganske udmærket.

Der er bare dét ved det, at jeg simpelthen ikke kan nyde sådan en forestilling, imens jeg sidder der. Der sker alt for meget oppe i hovedet på mig. Der er alt for mange minder, der dukker frem – og selvfølgelig kun dem, jeg klarer så udmærket at fortrænge for tiden. Så er det jo træls, de dukker frem på horisonten igen. Jeg har lidt af depression, og jeg gør det sådan set stadig på den måde, at sygdommen aldrig helt forlader mig igen, og derfor kunne jeg bare sidde og tænke “Ja, sådan er det. Ja, sådan var det”. Det er jo nok også meningen med det – at forestillingen skal sætte tanker i gang. Men når man nu allerede har gennemlevet de tanker dag ud og dag ind i flere år, og man er ved at få det bedre, så er det lidt ligesom at blive dyppet ned i det igen, og det gør ondt, også selvom det kun er en lille time.

Jeg smuttede i pausen. Altså, jeg så hele forestillingen færdig, og efter pausen skulle lægen fortælle om sygdommen, og man kunne stille spørgsmål. Jeg havde ikke lyst til at blive. Jeg kender depressionen, som jeg kender indersiden af min bukselomme, og jeg har ikke noget at spørge om. Kan i øvrigt heller ikke spørge om en skid i store forsamlinger. Har heller ikke lyst til at høre, hvad andre har at spørge om. Min nysgerrighed omkring enhver form for psykisk sygdom er meget minimal, netop fordi jeg lever med én. Jeg har været igennem det psykiatriske system, og jeg har ikke lyst til at høre, hvordan man kommer ind i det igen. Slet ikke.

Forestillingen skal nok vise sig at være god, når jeg har fået den på afstand.
Skuespillerne var i hvert fald geniale. Men jeg er ret sikker på, at jeg skal holde mig væk fra forestillinger, foredrag osv. omkring depression og angst.
ULUNDMEI OULUND